Kasper H. overtager førsteplads med sejr til Night Race

Med sejre i både første heat og finalen af weekendens TCR-afdeling på Padborg Park har Kasper H. Jensen nu skabt sig et stort forspring inden DM Finalen på Jyllandsringen den 1. oktober.

Inden den netop overståede løbsweekend på Padborg Park var der enormt tæt i toppen af TCR-mesterskabet, hvor Kasper H. Jensen blot var et enkelt point efter Jan Magnussen på førstepladsen. Den seksdobbelte mester viste dog høj klasse hele dagen og fører nu serien med hele 39 point ned til tyske Mike Halder, der overtager andenpladsen.

Kasper tager førstepladsen med heatsejr
For femte gang i sæsonen vandt Kasper H. Jensen første heat, da TCR-feltet kørte race under den sønderjyske sensommer-sol lørdag eftermiddag. Kasper startede fra pole position og skabte allerede på første omgang et forspring på mere end et sekund, og den føring blev udbygget hele vejen hjem. Den forsvarende mester har nu lagt sig i front i den samlede stilling med et lille hul ned til Jan Magnussen.

Gustav Birch sluttede flot som P4 ved at holde Jan Magnussen bag sig gennem hele heatet, hvilket gav en helt fantastisk start på lørdagen for GMB Motorsport på køreanlægget i Padborg.

Startpositionerne til andet heat blev som vanligt vendt på hovedet, hvilket betød, at Kasper startede helt nede som P10, men den placering holdt ikke længe. Undervejs i heatet lykkedes han med fire overhalinger, og det gik blandt andet udover Jan Magnussen, der ikke kunne modstå angrebet fra den forsvarende mester.

Finalesejr under sønderjysk nattehimmel
Der var aldrig rigtigt tvivl om sejren, da Kasper H. Jensen her til aften satte en tyk streg under sin position helt i front af TCR-mesterskabet med en finalesejr på Padborg Park. Den seksdobbelte mester kom drønende ud fra starten og lå hurtigt helt alene i front. Efter at have sat hurtigste omgangstid kørte han overbevisende sejren i hus, og har nu lagt sig klart i spidsen af serien med 39 point ned til Mike Halder på andenpladsen.

Bagved var der tæt kamp mellem Gustav Birch og hans nærmeste konkurrent i U25-mesterskabet, Silas Rytter, men GMB-køreren viste sig umulig at komme forbi og afviste ethvert forsøg på overhaling. Undervejs i heatet gik Gustav fra en position som P8 frem til en slutplacering som P5, og den unge kører har nu et forspring på hele 36 point i U25-mesterskabet.

Vi ser nu frem mod DM Finalen på Jyllandsringen den 1. oktober, hvor teamet har mulighed for at gøre rent bord med samlet sejr, U25- og Team-mesterskab.

Tidtagning
P1 #6 Kasper H. Jensen
P4 #44 Gustav Birch

Heat 1
P1 #6 Kasper H. Jensen
P4 #44 Gustav Birch

Heat 2
P6 #6 Kasper H. Jensen
P9 #44 Gustav Birch

Heat 3
P1 #6 Kasper H. Jensen
P6 #44 Gustav Birch