Ebdrup vinder i suveræn stil

Programmet var tæt pakket for GMB Motorsports Junior Team til søndagens race på Jyllandsringen, hvor de unge kørere viste sig frem i Super GT og Super 2L.

I Super 2L viste 16-årige Malte Ebdrup endnu engang, at han er særdeles hurtig i den nye racer. I tredje heat fik konkurrenterne kun lov til at se ham i de første par sving – herfra udbyggede han hele vejen hjem og vandt med 17 sekunder ned til nærmeste forfølger.

Holdkammeraterne Magnus Kastberg Jensen og Simon Seiersen viste også lovende takter i tredje heat, hvor de kæmpede sig op på henholdsvis P6 og P7. Tobias Andersen måtte desværre køre i pit på sidste omgang grundet en skade på styretøjet og sluttede P11.

Simon Birch hentede igen flotte resultater i Super GT. Den unge GMB-kører satte hurtigste tid i tidtagningen og startede derfor fra P8, og under den bagende sol kæmpede han sig længere og længere frem i feltet, hvor han sluttede P6, P5 og P4 i de tre heats.

Næste opgave for de unge gutter er den 17.-18. juni på Ring Djursland.