Hvad laver en racerkører egentlig, når der ikke er løb?

Få et indblik i hvad den danske mester Kasper H. Jensen får tiden til at gå med, når løbskalenderen er tom i vinterhalvåret.

OBS: hvis du oplever problemer med at se hele teksten på dit Apple-device, så prøv at åbne siden i Google Chrome.

Som vinder af danmarksmesterskabet i TCR og Le Mans Cuppen, kan man fristes til at tro, at der venter Kasper H. Jensen en lang og afslappende vinterpause. Men arbejdet kalder og Kasper har fået fast plads på vores hovedkontor i Hårup et par dage om ugen. Her bruger han selvfølgelig oceaner af tid på at kigge på sine drømmebiler – der er nu ikke noget som sådan en skøn Fiat Multipla. Men noget af tiden bruger han selvfølgelig også konstruktivt, for den tredobbelte TCR- og DTC-mester fungerer som mentor for de unge kørere i vores juniorteam. Her lærer Kasper de unge talenter om de mange facetter i at være professionel racerkører.

Bliv din egen ingeniør
Hvis man vil være en dygtig racerkører, er data og analyse heraf enormt vigtige værktøjer. Hvis man vil fremad i kørerfeltet kan man samle meget nyttig teknisk data ind på f.eks. kørelinjer og anden køreteknisk data om brug af bremser, speeder og gearskift. Så Kasper samler jævnligt de unge kørere for at lære dem om, hvordan man analyserer den slags data og dermed hjælper sig selv til at blive en bedre kører.

– Jeg vil rigtig gerne lære de unge kørere at blive deres egen ingeniør, så de kan hjælpe sig selv til at blive bedre. Selvom vi har mange meget dygtige folk i vores team, så er det altid vigtigt for en kører at vide så meget som muligt om sine egne egenskaber og tendenser, så man kan analysere sine svage punkter, rette op på dem og dermed optimere sin kørsel, fortæller Kasper.

Kaspers elever tæller blandt andre den kommende Super GT-kører Simon Birch Kristensen og de tre Super 2L-kørere Magnus Kastberg Jensen, Simon Seiersen og Malte Ebdrup.

Danmarksmester på rundfart
En af de andre vigtige tjanser, der hører med til at være professionel racerkører er at repræsentere teamet uden for banen. Både Kasper og hans trofaste makker i TCR, Gustav Birch, har i løbet af året været med vores salgsteam på visit hos en række af vores partnere.

I den forbindelse hopper en af kørerne i en hverdagsbil sammen med et par kollegaer og kører land og rige rundt for at besøge de mange virksomheder, der bakker op om vores motorsportshold. Udover at der selvfølgelig bliver snakket og nørdet en masse om motorsport, så giver det også rig mulighed for at kørerne kan få et indblik i hvad vores partnere arbejder med. Blandt andet fik McDonald’s lidt hjælp ved drivein-lugen en formiddag.

Næste gang Kasper skal sidde bag rattet i en racerbil bliver til januar, hvor han skal deltage i 24-timersløbet i Dubai for at prøve kræfter med et døgnlangt løb inden Le Mans til sommer.

Du kan finde historierne fra besøgene på LinkedIn her.