Kasper H. Jensen vinder Grand Prix Danmark

Med to heatsejre ved landets mest prestigefyldte motorløb satte Kasper H. Jensen konkurrenterne til vægs, og er for alvor tilbage i kampen om Danmarksmesterskabet, hvor han nu blot er et enkelt point efter Jan Magnussen.

For anden gang i sæsonen dannede Jyllandsringen rammen for den indædte kamp om mesterskabet danske kongeklasse, TCR Denmark, da seriens femte afdeling blev afviklet i forbindelse med weekendens Grand Prix Danmark. Efter det dramatiske gadeløb i København i starten af august var situationen i toppen af serien spidset til, hvor en række kørere lå meget tæt inden løbsweekenden. Desværre var vores egen Kasper H. Jensen koblet en smule af i den absolutte top, men det havde den seksdobbelte Danmarksmester planer om at lave om på, og det lykkedes han meget godt med.

Sejr til Kasper H. i første heat
Søndagen startede nemlig helt efter planen for teamet, da Kasper vandt første heat i sikker stil. Efter at have sat hurtigste tid i kvalifikationen, startede Kasper fra P1 i et heat, hvor ingen af konkurrenterne på noget tidspunkt kom i nærheden af den forsvarende mester, der bare udbyggede føringen hele vejen til målstregen. Det var fjerde gang i sæsonen, at Kasper vandt første heat af en afdeling.

Midt i feltet startede Gustav Birch fra P12, og efter et par snedige overhalinger tidligt i heatet rykkede den unge kører op som P9. På allersidste omgang hentede han endnu en konkurrent og sluttede dermed P8.

P1 #6 Kasper H. Jensen
P8 #44 Gustav Birch

Gustav slutter 2’er i andet heat
Som vanligt var startrækkefølgen vendt på hovedet for de ti forreste til søndagens andet heat, hvilket gav Gustav en startposition som P3 mens Kasper startede fra P10.

I store dele af heatet var der en skarp duel mellem Gustav og foranliggende Michelle Halder om andenpladsen, og da sidstnævnte måtte køre i pit grundet tekniske problemer, var Gustav oppe som P2 tæt forfulgt af de øvrige konkurrenter. Men som vanligt gjorde den unge kører sin bil bred, gav ingen plads til overhaling og sluttede dermed på en fornem andenplads.

Længere bagved lavede Kasper overhalinger på stribe heatet igennem og var til slut med helt fremme i fronten, og det kastede en slutplacering som P4 af sig.

P2 #44 Gustav Birch
P4 #6 Kasper H. Jensen

Kasper H. vinder finalen efter hektisk start
Starten var kaotisk i finaleheatet på Jyllandsringen, hvor et tilsyneladende forsinket startlys fik mange af kørerne til at tyvstarte. Kasper startede i pole position, men kom først ud af starthullerne som treer grundet den vilde start. Efter et par sving lavede han dog en flot overhaling på Mike Halder og var derfor kun bag Philip Lindberg helt forrest.

Lidt senere i heatet fik Lindberg tildelt et par strafrunder grundet tyvstart, og så var Kasper tilbage i front. Selvom han blev presset hårdt af Jan Magnussen, holdt føringen hele vejen hjem og Kasper melder sig dermed for alvor ind i den ekstremt tætte kamp om mesterskabet, hvor han nu kun er et enkelt point fra førstepladsen.

– Man kan maksimalt score 81 point over en løbsweekend, og vi har sat 70 point i banken, så vi kunne ikke have ønsket os mere. Og så er det bare fantastisk at sikre teamet en pokal og komme fra løbet med en helt intakt bil, udtalte en forståeligt begejstret Kasper H. Jensen umiddelbart efter løbet.

Gustav Birch startede finaleheatet fra P6, men blev fanget i starten bag Nicolai Sylvest, der ikke kunne få gang i sin racer. I resten af heatet fik den unge kører lavet en række overhalinger og kæmpede sig op til en slutplacering som P9.

P1 #6 Kasper H. Jensen
P9 #44 Gustav Birch

Med to heatsejre til Kasper og en andenplads til Gustav var weekenden på Jyllandsringen helt fantastisk for GMB Motorsport. Kasper er et point fra førstepladsen i det samlede mesterskab, Gustav fører fortsat U25-mesterskabet og teamet har genovertaget føringen i team-mesterskabet.

Næste afdeling i TCR Denmark er til Padborg Park Night Race den 16. september.