LMC-race stoppet før tid grundet regn

Det vilde vejr skabte store problemer i Portugal, og i årets sidste Le Mans Cup-race blev man nødt til at afslutte løbet 21 minutter før tid.

Det ustadige vejr løb med alle overskrifterne i Portugal denne weekend. Allerede under lørdagens træning i Le Mans Cup’en begyndte den kraftige regn at give problemer for feltets kørere.

Vores egen #55 med Thomas Andersen bag rattet røg en tur i barrieren, og det gentog sig under kvalifikationen senere på dagen. Thomas lod sig dog ikke skræmme og efter bilen var blevet lappet sammen med en smule nyttig gaffatape, var han tilbage på banen og satte hurtige omgangstider, hvilket sikrede bilen en startplacering som P6

Forkortet løb
Søndagens LMC-race startede bag safety car i det første kvarter, så bilerne kunne få noget varme i dækkene, og da løbet endelig blev frigivet røg bilerne af banen en efter en. Lige før kørerskiftet punkterede Thomas Andersen i #55 og røg fra P7 til P12, mens Lars Pedersen i #88 lå lige foran som P11.

Efter kørerskiftet lykkedes det for Jan Magnussen i #88 at hente et par placeringer, mens Simon Birch i #55 tog et enkelt spring i feltet, men resten af løbet var stærkt plaget af gule flag og safety cars. Med 21 minutter tilbage blev det røde flag viftet og løbet afsluttet før tid.

Resultat
P9 #88 Jan Magnussen og Lars Pedersen
P11 #55 Simon Birch og Thomas Andersen

Mesterskab
P7 #88 Jan Magnussen og Lars Pedersen
P9 #55 Simon Birch og Thomas Andersen

Tak for opbakningen gennem hele sæsonen. Vi ser frem til at løfte sløret for vores GT3-planer i 2024.