Alt imens kørermesterskabet i GT3 blev afgjort i Portugal, har der været fuldt program og masser af succes for 1600 Challenge og SuperCup på Padborg Park.
Simon Birch vandt danmarksmesterskabet i SuperCup efter to heat-sejre og en andenplads. Hvis man spoler tiden tilbage til årets første løb i serien, så startede sæsonen med en defekt bremseslange og en smadret bil, men der er fart i den unge kører, og med 13 sejre i de efterfølgende 15 heats er der ingen tvivl om, at mesterskabet er fuldt fortjent.
Teamkammerat Simon Seiersen havde også fart på, og hentede en heatsejr samt en anden- og en tredjeplads på banen i Sønderjylland. Med de flotte resultater ender Simon som samlet treer i mesterskabet og som vinder i rookie-mesterskabet, da det var hans første sæson i bil.
I 1600 Challenge vandt Malte Ebdrup første heat, men grundet et pitstop kom han en omgang bagefter i andet heat og endte som P11. Samlet slutter Malte som 5’er i mesterskabet og samlet vinder af rookie-mesterskabet. Lige i hælene på ham finder vi Magnus Kastberg Jensen, der fik en femteplads i heat 2 og ender som samlet 6’er i mesterskabet og en flot andenplads i rookie-mesterskabet.
Fantastisk sæson for de unge talenter, der alle har kørt fænomenalt og vundet sejre på stribe.