Velkendte ansigter skal køre international serie for GMB Motorsport

De to unge kørere Gustav Birch og Simon Birch sidder bag rattet i den nye Aston Martin Vantage GT3, når GMB Motorsport til april tager hul på Fanatec GT World. I halvdelen af løbene får de to talenter selskab af den syvdobbelte danske mester Kasper H. Jensen.

GMB Motorsports nyindkøbte Aston Martin Vantage GT3 skal køres af tre velkendte navne, når holdet i 2024 for første gang deltager i Fanatec GT World. Gustav Birch og Simon Birch bliver det faste makkerpar gennem alle sæsonens løb, mens Kasper H. Jensen støder til duoen under de fem langdistanceløb i Endurance Cup, hvor tiden på banen skal fordeles mellem tre kørere.

Team Principal Henrik Lundgaard er glad for at have mandskabet på plads i god tid og ser nu frem til at opleve den nye kørersammensætning i aktion:

– Der har aldrig været tvivl om, hvordan vi gerne ville bemande bilen, og jeg er særdeles tilfreds med, at vi lykkedes med den plan. Vi har to lynhurtige og ikke mindst sultne unge talenter i Simon og Gustav, og med tilføjelsen af Kaspers erfaring og vindermentalitet synes jeg vi har fundet en nærmest komplet besætning. Nu glæder vi os bare helt enormt til at få noget varme i dækkene og komme i gang med de sidste forberedelser til sæsonen.

Dobbeltrolle til syvdobbelt mester
Sideløbende med rollen som kører i langdistanceløbene, får Kasper H. Jensen en række ekstra opgaver gennem sæsonen, når han skal agere Driving Coach for sine to unge holdkammerater, som han kommer til at coache både køreteknisk og mentalt.

– Kasper har været mentor for vores Junior Team i en længere periode, og vi har været meget tilfredse med det stykke arbejde, han har lavet med de unge kørere, så det er helt naturligt, at vi nu udvider den rolle. Der er ikke mange, der ved mere om at vinde racerløb end Kasper, og den viden skal vi sørge for at udnytte, forklarer Henrik Lundgaard.

De sidste par år har GMB-trekløveret fået mulighed for at prøve sig af i GT3-klassen gennem deltagelse i Le Mans Cuppen, som Kasper H. Jensen vandt i 2022 foran blandt andre Gustav Birch på tredjepladsen. Simon Birch debuterede i løbsserien i den netop overståede sæson, hvor den 17-årige kører gjorde sig sine første erfaringer med international motorsport.

Sæsonens første store opgave for trioen bliver til årets første Fanatec GT World-løb, der køres på den franske Paul Ricard-bane til april. Inden da bliver der mulighed for at genopleve banen gennem et par officielle testdage i starten af marts.

Læs mere om løbsserien her