Vellykket test på Hockenheim-ringen

GMB-teamet har været et smut i Tyskland, hvor mandskabet for første gang var samlet under den nye Team Principal Henrik Lundgaard på den legendariske Hockenheim-ring.

I starten af sidste uge har mandskaberne omkring de internationale løbsserier været til test på Hockenheim-ringen, hvor Team Principal Henrik Lundgaard for første gang oplevede teamet i aktion. Formålet med testen var at lægge sidste hånd på forberedelserne til den kommende sæson, og fokus var især rettet på at sikre, at alle kørere kunne holde konstant hurtige omgangstider over længere perioder bag rattet.

Opholdet var en stor succes og der var tydelig optimisme hos den nye mand i spidsen:

– Teamet arbejder utrolig godt sammen. Der er en god harmoni, hvor alle kender deres egne roller og udfører opgaverne til punkt og prikke. Vi havde en rigtig god test, og alle kørerne viste høj klasse og satte hurtige tider. Der leveres fra øverste skuffe hele vejen rundt, og jeg er især glad for at opleve det høje niveau hos de af vores kørere, der ikke har haft meget tid i deres nye biler, men alligevel bare leverer. Jeg ser frem til en spændende sæson med masser af gode resultater, udtaler Henrik Lundgaard umiddelbart efter hjemkomsten.

Teamet får snart mulighed for at tage hestekræfterne i brug, når ELMS og LMC skydes i gang i Barcelona den 22. til 23. april.